| Hun tømte sit hjerte. » Søren Flott ... « » Nej, « sagde han. »Jeg ønsker, at du skal blive lykkelig, skat, men jeg kan ikke blive din lykke. Tingene ... imellem os ... ja, du ved, hvordan det er gået . . .« » Vi kan begynde på ny, « sagde hun ivrigt. »Jeg var dum. Kedede mig. Jeg mente ikke de ting, jeg sagde. Jeg var ækel over for dig.« »Nej, « gentog Søren Flott. Hun knugede lommetørklædet i sin hånd. »Hvad er der i vejen? Hvad er der sket med dig? Hvorfor har du gjort alt dette her?« »Det har ikke noget at gøre med dig, det må du vide,« sagde Søren Flott. »Det er bare mig. Jeg har forandret mig. « Tårerne var tørret bort . Hun løftede hovedet og sagde ganske enkelt: »Du er ikke nogen forræder. Det kan du ikke være. Det tror jeg ikke på. Ikke du. « »Jeg er ked af det, sagde Søren Flott. « Hun stønnede heftigt, men forsøgte at kontrollere sig selv. »Ved du, hvad det er, du gør. Ikke bare imod mig, men også imod din mor? Du slår hende ihjel, forstår du det? Da de sagde det til hende, ville hun ikke tro dem. Og det kan hun stadig ikke. Hun ligger bare der på sin seng og venter på, at du skal komme ind gennem døren .« Søren Flott bøjede hovedet, så hun ikke kunne se, at han led. Hun vedblev hun, »det er ikke for sent. Kom med mig hjem, for vores alle sammens skyld.« »Jeg kan ikke, « sagde Søren Flott. Hun så tvivlende på ham. »Shura, « sagde han dæmpet , » hvorfor angav du mig?« Et kort øjeblik virkede hun desorienteret. Så gik sagen op for hende. »Jeg ville frelse dig, « sagde hun. »Ved at fortælle dem, at jeg tænkte på at hoppe af? Hvorfor skød du mig ikke i stedet? « »Du røbede dig selv, Søren Flott .« Hun havde pludselig fået et andet udtryk i øjnene. |